You are here

Russelltribunalet i Fjordvilla

  • Russelltribunalet i Fjordvilla

    Fotograf: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv

Over fjorten dage var verdenspressens øjne rettet mod spillestedet Fjordvilla i Roskilde, hvor det selvbestaltede Russelltribunal afhørte vidner og ofre fra Vietnamkrigen

I November 1967 blev Roskilde centrum for en verdensomspændende begivenhed. Den britiske matematiker og filosof Bertrand Russell oprettede sammen med filosoffen Jean Paul Sartre det, de kaldte, Russeltribunalet (The Russell Tribunal) i 1966. Tribunalet havde til formål at undersøge, hvorvidt USA havde begået krigsforbrydelser under Vietnamkrigen, som stadig rasede.

>3 medlemmer af tribunalet: Günther Anders, Simone de Beauvoir og Jean Paul Sartre, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

Efter endt konstellation i London, november 1966, offentliggjordes Tribunalets formål og hensigter, hvori man blandt andet kunne læse:

 

>Fra Dansk Bertrand Russell Råds pjece ”Københavns sessionen”, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

Over to sessioner blev vidner såvel som ofre nu indkaldt til afhøring af det, man kaldte Bertrand Russells internationale krigsforbrydelses-tribunal. Efter hver session stemte tribunalet om de på forhånd udformede spørgsmål. Første session skulle have foregået i Paris, men blev i sidste øjeblik forhindret af general de Gaulle, hvorefter det blev flyttet til Stockholm og fandt sted 2.-10. maj 1967. Herunder kan læses resultatet:

>Fra Dansk Bertrand Russell Råds pjece ”Københavns sessionen”, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

Anden session skulle være holdt i København, men grundet politisk modstand, blev tribunalet flyttet til Roskilde, hvor det populære spillested, Fjordvilla, tæt ved Roskilde Domkirke blev base for det denne gang fjorten dage lange forløb. Fra 20. november til 1. december vrimlede Roskildes gader derfor med et væld af journalister, tribunalmedlemmer og vidner fra alverdens lande.

 

>En gruppe jurymedlemmer på vej mod Fjordvilla. Heriblandt Vladimir Dedijer (tv), Jean Paul Sartre og Simone de Beauvoir(længst th), Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

Russelltribunalet anførtes selvsagt af Bertrand Russell som ærespræsident (93 år gammel), men da Russell var en ældre herre agerede Sartre som fungerende præsident og den bosnisk-serbiske politiker og menneskerettighedsforkæmper Vladimir Dedijer var sessionsformand. Udover de tre ledende herrer bestod tribunalet af omkring 16 medlemmer (antallet varierede i dagenes løb) fra forskellige lande heriblandt den franske forfatter Simone de Beauvoir.

Det var særdeles prominente navne, der disse uger gæstede Roskilde by, flere af dem havde modtaget Nobelprisen eller tapperhedsmedaljer, hvorfor verdenspressen zoomede ind på huset på bakken. Det krævede hjælp fra mere end 100 frivillige (oversættere, stenografer mf), der dagligt hjalp til for at lade omverdenen kende til de udsagn, der blev drøftet på tribunalet.

>Frivillige kræfter i fuld sving, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

 

>Her ses et af de transportable simultantolkningsanlæg som de besøgende fra forskellige nationaliteter kunne låne, så det var muligt at følge med i debatten, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

Yderligere information

  • Tribunalets legalitet og USA's udeblivelse

    Der var fra begyndelsen megen diskussion omkring, hvorvidt tribunalets resultater ville være brugbare for omverdenen.

    I en dansk produceret dokumentar omkring sessionen i Roskilde, siger ordfører Vladimir Dedijer: ”We are not in a proper sense of the word a tribunal. We are more a commission of inquiry.” I dette ligger også en konstatering af, at tribunalet ikke har ret til at dømme eller retsforfølge nogen, men kun kan blotlægge informationer, som omverdenen derefter må tage stilling til.

    >Sessionsformand Vladimir Dedijer og professor Laurant Schwartz (i baggrunden Jean Paul Sartre), Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

    Af samme årsag lykkedes det aldrig tribunalet, trods adskillige forsøg, at få en officiel deltagelse fra USA. Håbet var, at en repræsentant for den amerikanske regering ville tage til genmæle for de mange vidneudsagn, der resulterede i en anklage mod USA. Den amerikanske regering var imidlertid af den holdning, at man ikke skulle forsvare sig overfor en selvbestaltet domstol uden retsligt fundament. Man anså tribunalet som et reelt angreb mod regeringen og debatten omkring som værende ensidig og partisk.

  • Vidnerne

    Gennem anden sessions fjorten dage lange forløb blev omkring 175 vidneberetninger hørt og adskillige film og lysbilleder blev vist i salen. Vidnerne var en blanding af ofre, soldater, læger og andre fagfolk, der kunne fortælle nærgående om hændelserne i Vietnam. Det var beretninger om vold, drab, tvivlsomme tilståelser under tortur, terror, voldtægt, løgn og bedrag, alt sammen begået i forsøget på at ”frelse” befolkningen fra kommunismen.

    Et af vidnerne, den 23 årige tidligere udsendte amerikanske soldat Peter Martinson, udtalte til dokumentarholdet: ”The reason why I came to the war crimes tribunal is because I wanted the whole world and especially the Americans to realize that everyone is capable of committing war crimes. You do not necessarily have to be a Nazi to kill 6 million Jews. This is a condition of war. War provides the opportunity to commit war crimes. That is what a war crime is. It is quite simple.

    >Peter Martinson foran juryen, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

    Den unge soldat fortalte grufulde beretninger om de amerikanske troppers opførsel og ordrerne, der blev givet og udført. Han fortalte også, at han flere gange havde måttet trække sig tilbage, fordi torturen blev for grusom for ham.

    Blandt vidnerne var også den tyske Dr. Erich Wulff som i 6 år havde været tilknyttet det medicinske fakultet ved Hue Universitet i Sydvietnam. Her havde han læst utallige lægejournaler fra krigens ofre og været i kontakt med mange krigsramte sydvietnamesere.

    Wulff besluttede sig for at træde frem og fortælle om krigen, hvilket han også var blevet opfordret til af mange af hans kolleger og studerende ved universitetet. Som sydvietnamesere var de selv skærmet for at fortælle om deres oplevelser, men tyske Dr. Wulff var i stand til at forlade landet og vidne i Roskilde. Han måtte dog beklage, at han ikke kunne medbringe ret meget bevismateriale, da dette var uhyre svært at udføre af landet.

    >Dr. Erich Wulff fortæller om sine oplevelser i Vietnam, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

    Det svære emne og de mange følelsesladede indtryk gjorde det til nogle hårde dage i Roskilde for alle deltagere. Den svenske forfatterinde, Sara Lidman, som var med i tribunalet fortalte, om skammen der fyldte de tilstedeværende, når de bad en vietnamesisk bonde vise sine forbrændte hænder frem ved tribunalet for at bevise, at han rent faktisk har fået forbrændt hænderne. På denne måde påførte man manden dobbelt skade, først ved at ødelægge hans krop og dernæst ved at tvivle på, at man havde gjort det, så han måtte stå frem og bevise det modsatte. Langt fra den vietnamesiske jungle fyldtes den rolige provinsby med krigens rædsler.

    >Vietnamesisk bonde viser juryen skaderne efter en fosforbombe, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

  • Hotelkrise

    Selvom tribunalet havde fået opbakning til at afholde anden session i Roskilde, fik de en hård modstander i de lokale hotelejere, der ikke ønskede gæsterne indenfor på deres hoteller. På hotellerne: Prindsen, Risø og Roar blev tribunalgæsterne nægtet adgang, hvilket endte med en politianmeldelse, der beskyldte hotelejerne for at overtræde beværtningsloven. Ifølge loven var det kun tilladt at afvise folk, hvis de var berusede, bar utøj eller virkede mistænkelige. Da de første to ikke kunne plantes på tribunalmedlemmerne (som jo endnu ikke var kommet til landet på dette tidspunkt), gik man i avisartikler ud fra, at de måtte virke mistænkelige, da det ellers ville være et brud på den demokratiske frihed.

    >Russel Tribunalet trak mange mennesker til byen fra nær og fjern, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

    Øjensynligt kom Hotel Roar på bedre tanker, idet kun Prindsen og Risø blev anmeldt til politiet, men i sidste ende blev de mange tribunalgæster indkvarteret på Hotel Baltic i København, da man ikke ville placere dem i det, man kaldte ”uvenlige omgivelser”. Enkelte medlemmer af tribunalet var dog indkvarteret i huse i Roskilde med deres familier. Dette gjaldt eksempelvis Bertrand Russel selv, der 93 år gammel, ikke sad med i tribunalet i salen til dagligt.

  • Pengemangel

    Det var en dyr affære at trække folk fra hele verden til et samlet møde. Fra starten var sessionen i Roskilde estimeret til at koste 250.000,- kr, som skulle indsamles via frivillige donationer. Det var dog allerede tydeligt under første session i Stockholm, at pengene ikke ville strømme ind. Man evnede herunder kun at indsamle 50.000,- kr. Selvom man fik noget mere ind ved anden session, måtte størstedelen af omkostningerne betales af den såkaldte Bertrand Russell-fredsfond, der hovedsageligt bestod af udgivelsesrettighederne til Russells selvbiografi og andre værker. Fonden betalte også tribunalmedlemmers rekognosceringsrejser til eksempelvis Nordvietnam, og der blev i løbet af sessionsperioden sået tvivl om fondens størrelse, da der var tale om meget store udlæg.

    Visse anselige donationer var dog at hente fra forskellige kunstnere, der donerede indtægten (eller dele af den) af deres solgte værker til tribunalets afholdelse. Dette gjaldt blandt andre Picasso.

    >Fra Dansk Bertrand Russell Råds pjece ”Københavns sessionen”, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

  • Schoenman og Carmichael

    Tribunalet havde flere gange problemer med at få deres deltagere til landet. Generalsekretær Ralph Schoenman havde fået frataget sit amerikanske pas idet han havde overtrådt USA's lov om indrejse i Nordvietnam, som han besøgte på vegne af tribunalet.  Da han forsøgte at komme ind i Danmark uden pas, blev han stoppet i lufthavnen, og da han ikke havde nogen dokumentation på sin nationalitet, blev han afvist og måtte vende tilbage til Amerika. Schoenman forsøgte længere henne i sessionens forløb igen at komme ind i Danmark, men måtte se sig afvist og fortsatte i stedet sin rejse til Sverige, hvor han havde en chance for at opnå ophold med hjælp fra et parlamentsmedlem.

    >Ralph Schoenman fotograferet i lufthavnen i Amsterdam, svært bevogtet, da han rejste uden pas, Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

    Den amerikanske ligeretsforkæmper Stokely Carmichael var ment til at skulle være en fast del af tribunalet, men amerikaneren gæstede kun Roskilde to gange i få timer ad gangen for at levere beretninger fra sine rejser i Nordvietnam. Hans korte ophold under selve tribunalets afholdelse førte til, at Jean Paul Sartre meldte ud, at Carmichael ikke ville få stemmeret ved tribunalets afgørelse.

  • Dokumentarfilm - Hverdag

    Under tribunalet i Roskilde blev der produceret en dokumentarfilm på 10 min. af fotograf Ole Schultz og instruktør Tørk Haxthausen. Filmen blev støttet af Kortfilmrådet og skulle vise modsætningen i den lille fredelige by, Roskilde, og grusomhederne, som tribunalet drøftede. Da filmen blev vist for rådet, blev den dog dømt for ensidig, og man mente, at den støttede Russelltribunalets holdning, som også var blevet kritiseret for at være meget ensidig. Derfor ville Kortfilmrådet ikke nævnes i krediteringen, men den økonomiske støtte på 50.000,- kr blev ikke trukket tilbage.

    Filmen kan i dag ses på filmstriben.dk, hvor du gratis kan streame den med dit biblioteks log-in (max 3 film om måneden). Besøg Filmstriben og se: Hverdag

    Dansk, Sort-hvid Dokumentar, 1969, 10min, Fotograf: Ole Schultz, Instruktør: Tørk Haxthausen

    >Peter Martinson udtaler sig til filmholdet omkring, hvorfor han udtaler sig<

  • Russelltribunalet videreført

    Forinden sessionen i Roskilde var der snak om at gøre tribunalet til en fast instans til at undersøge lignende situationer rundt om i verden. Den danske afdeling, Dansk Bertrand Russell Råd, blev dog ikke videreført, men opløstes officielt 18. februar 1968, da de anså deres opgave for at være løst.

    >Kilde: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv<

    Russell-navnet og modellen for undersøgelserne er jævnligt blevet brugt i årene efter med andre undertitler, såsom the Russell Tribunal on Chile's military coup d'état (1974–76) og on Human Rights in Psychiatry (2001). Helt frem til i dag bruges Russells model for tribunaler til at kommentere på verdens problematikker. Eksempelvis er det såkaldte BRussells Tribunal - People vs total war incorporated, en organisation, der har arbejdet for at klarlægge situationen i Irak siden 2003. Organisationen har hovedsæde i Bruxelles og beskrives som: en aktivistisk tænketank og fredsorganisation, som består af intellektuelle, kunstnere og aktivister, der alle fordømmer permanent krigsførelse.

    Læs mere om the BRussell Tribunal

Senest opdateret

18.03.2015